Jeg hjælper mange højt maskerende neurodivergente mennesker, der arbejder med sig selv forrest, med at samarbejde med deres nervesystem i stedet for at være i krig med det.
Mange af de mennesker, jeg møder, har været på usynligt overarbejde i årevis, ofte uden at vide det.
De er dygtige, samvittighedsfulde og ansvarlige.
Mennesker der tænker bredt, dybt og komplekst, og har ofte en stærk etik og retfærdighedssans.
Det er dem, der har gode uddannelser, jobs, og ofte er mønsterbrydere. De har måske endda udfordret normerne fra deres egen opvækst.
Har nogle battlescars på sjælen af at støde på de arbitrære regler, der er i den neurotypiske verden.
Der, hvor det hele virker regelbaseret, men håndbogen er skrevet på et sprog, hvor ordene giver mening på 7 måder, og når man igen har fejltolket, render man med opmærksomheden, men ikke på den fede måde.
Så man helgarderer sig. Enten ved at søge skjul, overtænke, være udadreagerende, eller joke med sit "resting bitchface", sin kikset-hed eller søge ly blandt de andre outcasts.
For hver eneste gang vi har fejlet, gør det noget ved os. Vores nervesystem husker det, og lukker mere og mere til.
Indefra er det er ofte en kamp mellem ydre krav, indre forventninger og hvor mange ressourcer der er at gøre godt med. Ensomhed, følelsen af at være forkert og et livslangt mønster med at kompensere for det. Ofte med stress og udbrændthed, forvirring, tristhed, og vrede til følge.
Selvfølgelig kommer sådan et nervesystem på overarbejde.
Det er en erfaring jeg også kender fra mit eget liv.
Jeg har selv været så udbrændt efter årelang stress og høj maskering og overkompensation, at min krop til sidst sagde fra.
Jeg voksede op i en tid, hvor neurodivergens stort set blev forstået som drenge, der hang i gardinerne eller var usædvanligt optagede af tog og flyvemaskiner. Piger og kvinder gik helt under radaren, eller som jeg, klatrede op i de højeste træer, jodlede, svømmede ud til 5 revle, og gemte mig på biblioteket eller i min seng, hvor jeg læste en hulens masse bøger, og drømte mig væk.
Derfor lærte mange af os i stedet at tilpasse os, overpræstere og forsøge at fungere inden for rammer, der ikke altid fungerede for os. Scanne rummet for at finde ud af, hvordan de andre gør, så man kan passe ind, og ikke risikere igen at blive afvist.
Noget afgørende ændrede sig for mig, da jeg holdt op med at forsøge at blive bedre til at holde til mere, og begyndte at forstå og samarbejde med mit eget nervesystem.
I dag hjælper jeg andre med at gøre det samme: at forstå deres egne mønstre, passe bedre på deres energi og skabe en hverdag med større kontakt til deres indre ressourcer og værdier.
Jeg arbejder som selvstændig psykoterapeut og erhvervspsykoterapeut (mpf), underviser og konsulent og har specialiseret mig i krydsfeltet mellem skam, stress, neurodiversitet, grænser og personligt lederskab.
Det har bl.a ført til podcasten "Samtaler fra Skammekrogen. Og jeg er en del af netværket Det Gode Arbejdsliv, hvor vi arbejder tværsektorielt på at skabe gode rammer for psykisk arbejdsmiljø.
